
Nordøstfalster og særligt byen Stubbekøbing skal være et attraktivt og levende sted med kunst, kultur og fællesskab.
Realdania har netop bevilget 25 millioner kroner til et strategisk samarbejde med Guldborgsund Kommune om Nordøstfalsters fremtidige udvikling samt et kunst- og kulturprojekt på havnen i Stubbekøbing.
Støtten fra Realdania fordeler sig således med 10 millioner kroner til Guldborgsund Kommune og 15 millioner kroner til initiativet 48Halvtreds, som står for at udvikle en gammel silo og tilhørende havnebygninger i Stubbekøbing. Støtten er givet til at ombygge to af havnebygningerne omkring siloen.
Realdania har tidligere støttet en dokumentarfilm om de delte meninger om siloen i Stubbekøbing.
”Med afsæt i Stubbekøbings særlige historie og havnens unikke bygningskultur arbejder vi med et internationalt udsyn og ambitionen om at skabe en kulturdestination, der får varig betydning for både dem, der bor her, og dem, der kommer på besøg,” siger direktør for 48halvtreds Vibe Worning i en pressemeddelelse.
Målet for partnerskabet er at omstille Stubbekøbing fra traditionel handelsbaseret købstad til en robust og attraktiv by. Samtidig skal hele Nordøstfalster udvikles med udgangspunkt i kystens unikke natur, de stærke fællesskaber og den lokale bygningskultur, skriver Realdania.
”Nordøstfalsters potentialer er ikke kun den smukke kyst, skovene og bygningskulturen. Det er også den energi og det engagement der er i området. At borgere, lokale investorer og kommune er gået sammen om at skabe udvikling i Stubbekøbing. Det har krævet vedholdenhed at nå hertil, og jeg glæder mig over, at vi i Realdania nu også bliver en del af det gode samarbejde,” siger filantropidirektør hos Realdania Stine Lea Jacobi.


